Spis dig til en sundere jul udg. Valnødder, Rødvin, Mandler & Julegodter

Oprettet d. under Tips

Spis dig til en sundere jul udg. Valnødder, Rødvin, Mandler & Julegodter

Valnødder – gode som snacks og en superfood i salaten

Der er god grund til at putte masser af valnødder i fx waldorfsalaten eller i andre salater til julefrokostbordet. Valnødder er propfyldte med omega-3 fedtsyrer, som virker antiinflammatorisk.

Stil dem endelig som snack på bordet, fx sammen med mørk chokolade, minimum 70%. På den måde kan du spise julefristelser med god samvittighed, ja faktisk flere gange om dagen.

Måske tænker du, at waldorfsalaten ikke er i den sunde kategori. Her kan du putte ekstra valnødder i, erstatte halvdelen af flødeskummet med skyr og tilsætte ekstra bladselleri og hakket squash i stedet for den megen frugt. På den måde får du også sneget flere grøntsager ind i den klassiske waldorfsalat. Du kan med fordel skrælle squashen, inden du hakker den. På den måde er der ingen, der opdager den. Det går lige igennem selv hos de mest juletraditionelle familier.

 


Rødvin – glögg er ikke det værste

Først og fremmest kan du putte rødvinen i glöggen, så alkoholen fordamper. Så bliver rødvinen straks lidt sundere. Og husk så, at putte masser af mandler i glöggen frem for mange rosiner. Rosiner virker som sukker. Så hvis du vil være lidt sundere i julen, så spring rosinfyldet over i din glögg.

Rødvin har ry for at være sundt i mindre mængder, og det er da også rigtigt, at antioxidanten resveratrol, som vinplanten producerer for at forsvare sig mod bakterier og svampe, nok også hjælper vores hjerte-kar-system. Men ellers er rødvin desværre ikke godt for ret meget andet end at lette lidt på stemningen og give optimal smagsnydelse til en god middag. Husk at nydelse er et vigtigt element i en sund livsstil. Så hvis rødvin står på højt på din nydelsesliste, er det det, du skal give plads til.

 


Mandler – gør ris a la manden sundere

Desværre er den ris, vi spiser i juledagene i risengrøden og i ris a la mande, ikke af den sunde slags. Grødris er polerede, og derfor er der ikke ret mange vitaminer og mineraler tilbage i dem. De hvide ris er oven i købet hurtige kulhydrater – altså de går meget hurtigt i blodet på os, så blodsukkeret stiger, og kroppen ikke lang tid efter kræver nye, hurtige kulhydrater. Det mætter med andre ord ikke på den gode, langtidsholdbare måde. Men det er der råd for, når det gælder den traditionsrige ris a la mande: Tilsæt primært hakkede mandler som fyld til flødeskummen og kun lidt risengrød. På den måde undgår du for meget hurtigt kulhydrat. Du kan faktisk helt undlade risengrøden og tilsætte skyr og hakkede mandler. Denne version anbefaler jeg dog kun, som noget man gør i løbet af december. Selve juleaften skal man nyde sin julemiddag og alt, hvad den indebærer, uden at gå amok og forspise sig.

 


Julegodter – sunde fedtstoffer i forklædning

En del af jules godter er ikke så slemme endda – og med en lille indsats kan du få mere af det sunde og mindre af det usunde fra dem.

 

Mandler, valnødder og den mørke chokolade er gode lækkerbidder i juledagene, men også, når det ikke længere er jul. Selvfølgelig kan de ikke spises ubegrænset, fordi de er kalorierige, men fedtet i dem er af den gode slags, og de sikrer en optimal blodsukkerbalance og mætter på en god måde, så mætheden holder ved længe.

Drømmer du om brændte mandler, kan du med fordel erstatte sukkeret med Suvida Gylden eller Suvida søde-/bagemiddel. Personligt kan jeg rigtig godt lide en blanding af de to.

Du kan også lave din egen nougat af ristede mandler eller cashewnødder. Se opskrift her: (LINK)

 


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar